Vi er andet end arbejdskraft!
Det er den den følelse jeg får, efter jeg har talt med presset børnefamilier.
Det er ligesom om, at normen i samfundet er, at du er noget qua dit arbejde og din stilling. Det du yder på arbejdsmarkedet – er det der tæller. Det er der du skal give dig selv. Det er der du skal præsterer. Det er der du skal vise hvad du kan. Det er der du skal realiserer dig selv. Det er der du skal give alt hvad du har.
Hvilket er helt fint. Udfordringen er jo dog, at hvis du har givet hele dig selv ml kl 09.00-17.00 – hvad er der så tilbage til børnene, partneren, venner og sidst, men ikke mindst; Hvad er der så tilbage til du kan give dig selv?
Dine børn, i hvert fald de små, har brug for dig. Det er igennem dig og dit nervesystem de skal vokse og gro. Det er her de skal mærke hvad kærlighed er. Det er her de skal mærke hvad tillid er.
Men det er for mange mere end de kan klare. Der er selvfølgelig en årsag til at mange børnefamilier er presset. Selvfølgelig er de det. Der er ikke tid og ro og status i, at være sammen med familien og børnene. Der er status i, at være arbejdskraft. Det er den såkaldte “Danske model” vi identificerer os med.
Den passer ikke ind med små børn der gerne vil have sine forældres fulde opmærksomhed, helst hele tiden. Den passer ikke ind med børn, der gerne vil have langsomme morgner. Den passer ikke ind med børn der gerne vil bruge LAAAANNG tid på at hoppe i vandpytter på vej i børnehaven. Den danske model passer på mange måder ikke ind i et familieliv, hvor der mere eller mindre kun er fokus på din arbejdskraft og på, hvornår du er tilbage fra sygeorlov.
Vi bliver presset af den regulering samfundet ligger ind over familierne. Det er ikke – og må ikke være den enkelte families ansvar.
Tænk hvis vi havde en familieminister! En med høj bevidsthed. En der havde fokus på familien. En der havde øje for, at vi er andet end arbejdskraft!
