Det er med en stor portion ærefrygt og en klump i maven, mine 4 ældste børn i morgen bliver sendt i skole – for sidste gang.
For vi har valgt at tage alle børn hjem. Sådan hver dag.
Hjemmeskole og hjemmepasse. Ikke kun fordi vi kan, men fordi vi tror på at livet kan blive endnu bedre end det allerede er.
Fordi vi vil have mere tid – mere tid sammen og mere tid hver for sig. Mere tid, til at lave det vi hver især brænder for og har lyst til at bruge vores energi og bevidsthed på. Og ikke når andre siger vi skal eller andre vil have vores opmærksomhed og dermed vores energi.
Vi skal ud på nye eventyr, der på alle måder er mere bæredygtigt end det liv vi lever nu. Det skal vi, for ellers kan vil ikke finde tiden og det skal vi, for kloden og vores sjæl kan ikke blive ved at vi lever og forbruger som vi gør.
Men at gøre det, er på ingen måder en let opgave. Det er ikke et glansbillede vi sætter op. Det er ikke et konfliktfrit liv vi sætter op. Langt fra !
At gøre noget, der går imod det man tidligere gjorde, kræver nosser ! Også af mig og mine store piger. Der er meget afsavn vi ved vi får og som vi skal forholde os til. Der er meget der skal forsvares og forklares. For det liv vi lever lige nu i dag er nemlig også godt !
At gøre noget der går mod strømmen og normen på, hvad et familieliv er – kræver bevidsthed. Det er et stort ansvar.
Jeg kommer til at skrive om mine overvejelser, mine bekymringer, mine oplevelser og mine erfaringer når de dukker op hen af vejen og når jeg får “taste-tid”.
Til ære for det levede liv – i kærlighed og kaos !
